Løbe eller gå? Om træning, amning og sur modermælk

gå

Sundhedsstyrelsen anbefaler at alle kvinder om muligt bør amme deres børn i mindst 6 måneder, og at alle mennesker bør være moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen.


Er du til at løbe eller til at gå? Moderat fysisk aktivitet er er fysisk aktivitet, hvor du bliver lettere forpustet, og hvor du kan tale med andre imens. I forhold til at gå er der studier der taler for en kadence på 100 skridt/minut for at får moderat intensitet. Deles de 30 minutter op, skal de have en varighed af mindst 10 minutter. Almindelige kortvarige dagligdagsaktiviteter (hverdagsbevægelser) er de aktiviteter, du hyppigt udfører i dagligdagen af kort varighed (under 10 minutter, uanset intensitet)

Ifølge Klarlund går amning og løb derfor fint hånd i hånd. Og jeg tænker at kvinden glad løber videre. 
Men jeg tænker også, at der er så mange andre – og mere hensigtsmæssige aktiviteter – man kan lave når man fødte et barn for 4 måneder siden. Selv om modermælken godt kan tåle løbet.

Jeg ved godt, at løb er vores nye folkesport, og at nærmest intet er så nemt som at tage løbeskoene med i sommerhuset eller kæresteturen, eller at få tid til en løbetur efter børnene er puttet.

Men moderat fysisk aktivitet er for de fleste nybagte mødre ikke at løbe, fordi deres generelle form slet ikke er der endnu. Og hvis den er det, rent konditionsmæssigt – er der stadigvæk en hel del fordele i følgende

  • At vente med det store impact som løb giver fordi organer og støttesystemet i bækkenet skal bruge længere tid efter en graviditet, samt fokuseret træning af kernens stabiliserende funktion, for at tåle og fordele stød-belastningen optimalt via bækkenet (kroppens bindevæv, blandt andet de ledbånd der holder livmoder og blære på plads, samt fascierne der omslutter muskler og har betydning for deres arbejdsevne kan bruge op til 2 år på at hele)
  • At have en stærk bækkenbund der igen arbejder mens resten af kroppen belastes, og ikke kun når der laves knibeøvelser. De fleste kvinder har ikke trænet bækkenbunden tilstrækkeligt op på de 3 måneder som det optimalt set kan tage efter en fødsel, og selv om de umiddelbart vurderer bækkenbundens styrke at være god nok ved at kunne løbe uden lækage, kan det give disse og andre gener på længere sigt når man løber med en bækkenbund der mangler optimal støtte og styrke (Op til 62 % af kvindelige langdistance løbere på motionsniveau løber med urinlækage).
  • At prioritere. Den sparsomme tid som man har til at træne når man lige er blevet mor bliver ofte brugt på løb, på bekostning af den mere funktionelle og muskelopbyggende træning som bør optimalt set bør være et fundament, og herefter et supplement, men som ofte nedprioriteres når man allerede har sat et flueben ved fysisk aktivitet og har løbet en tur (Den kan jeg skrive under på…)
  • At gå mere. Når man går, kan man arbejde funktionelt med baller der arbejder effektivt og en bækkenbund og kerne der stimuleres positivt uden at overbelastes – og man får tid ude, en pause til at lade tankerne strømme frit som ved løb. Man skal være i forholdsvis god form for at løbe med et bevægemønster hvor ballerne bruges i et godt stræk af hofterne, og hvor overkroppen bæres stærkt og vitalt. De fleste lunter afsted – med høj puls, ja, men med et bevægemønster som en post-graviditetskrop godt kan klare sig uden ( se video fra min morgentur på instagram TV)
  • At finde træningsforme som fremmer bevægemønstre der genopbygger gode belastningsforhold for kvindekroppen, og ikke kun vælge det, der giver høj puls, samt går godt i spænd med søvnløshed og en krop der ofte er i underskud, og med mange løft og ensidige belastninger i hverdagen.

Jeg er godt klar over fordelen ved løb, og har et langt kærlighedsforhold til de mange løbeture kun med mig selv i naturen.

Min pointe er blot, at det er en god idé at kigge efter mere opbyggende træningsforme med moderat fysisk aktivitet efter en fødsel, så løb fortsat kan være en del af ens liv – hele livet

Du kan finde en måde her på www.elinsolheim.dk, hvor vi følger dig frem til løbeskoene kan snøres igen

Resultater for din Rectus Diastase

Resultater for din Rectus Diastase

Fra fortvivlelse og chok over en Rectus Diastase – til en stærkere krop end nogensinde

En førstegangs mor har sendt mig en rigtig fin beskrivelse af sit forløb hos SOLHEIM – en beskrivelse hvor hun med sin egne ord fortæller en historie om at ville gøre det rigtige efter en graviditet, og få kroppen på plads igen. For lidt længere hen at opdage, at kroppen ikke reagerer som den burde på træningen. At maven, rent faktisk, har løbet panden mod muren.

Læs morens egen beskrivelse her:

“Efter et halvt år med SOLHEIMs online forløb har jeg helet min Rectus Diastase!

Udover at hele Rectus Diastasen (unaturlig afstand mellem mavemusklerne), har jeg fået en bedre kropsholdning og en stærkere kerne end nogensinde før.

Jeg havde en aktiv og ukompliceret graviditet og gik i gang med at træne en uges tid efter fødslen. Jeg havde desværre ikke den tilstrækkelige viden om, hvad en graviditet gør ved kroppen, så jeg trænede helt forkert. 

To måneder efter opdagede jeg, at jeg havde en Rectus Diastase.
Det blev jeg meget chokeret over. Jeg følte, at jeg havde ødelagt min krop, at den var gået i stykker. 

Til mit store held fik jeg fat på Elin. Hun beroligede mig og tog sig tid til at forklare mig om det. Jeg gik i gang med hendes online program med det samme. Det har været nemt at følge og dejlig fleksibelt. Hvis der har været noget, jeg er blevet i tvivl om, har Elin altid været der til at svare på spørgsmål.

Hun er grundig, nærværende og rigtig god til at guide en personligt og svare på spørgsmål.

På hendes opfordring droppede jeg al anden træning i denne periode. Jeg har altid været meget aktiv, og jeg synes det var svært ikke at måtte træne andet. Hendes program var også udfordrende, men på en helt anden måde end jeg var vant til. 

Efter under halvt år hvor jeg har fulgt programmet, har jeg ikke en Rectus Diastase længere!
Og en sidegevinst er, at jeg er blevet stærk og har fået en bedre kropsholdning. 

Nu er jeg så småt begyndt at genoptage anden træning, og her kan jeg mærke, at jeg er mere stabil, end jeg har været før.

Jeg kan se, at det var umagen og ventetiden værd. Jeg ser det som den bedste investering, jeg kunne gøre for min krop”.

Du finder SOLHEIMs online produkter her

Når man bliver chokeret og i tvivl om man har ødelagt noget i sin krop

– Følger der ofte en stor forvirring med, og en masse spørgsmål. Selve Diastasen var i dette tilfælde hverken meget alvorlig eller med meget generende symtomer, men den var der. Og det, at den var opstået skabte turbulens. Hvad har jeg gjort forkert? Hvad må jeg gøre? Kan jeg slet ikke træne mere? Skal jeg opereres? Er det en skade for livet? Kan jeg udsætte kroppen for en graviditet igen? Dette er spørgsmål som mange kvinder tumler med, og faktisk også mange mænd, når de opdager at deres mavemuskler slet ikke opfører sig som de plejer eller burde.

Se FAQ og lær at teste om du har Rectus Diastase her

Helingen handlede i dette tilfælde om 2 aspekter:

1. At genvinde tilliden til kroppen, og troen på – at den kan tåle belastning

Denne mor var blevet bange for at lave noget forkert. Og derfor var de første 4-6 uger med træning på det helt lave niveau enormt vigtige. Det var her hun kunne genvinde en følelse af, at kroppen responderede som den skulle, og at der trods alt var noget der fungerede godt nok. At der var noget der responderede, som vi kunne bygge videre på. Godt nok til, at efter 4 uger kunne løfte et ben i rygliggende uden at maven indtog toblerone form, eller godt nok til, at hun efter træningen også subjektivt mærkede en positiv følelse af styrke og kontakt til en kerne der arbejder.

2. At lære de grundlæggende teknikker og grundbevægelser først, og ikke have for travlt med at lave “rigtig træning”.

Det kan skabe meget indre uro og tvivl på, om det man nu gør er godt nok, når man ikke længere må træne med det mål at få sved på panden, løfte tungt og meget, eller løbe langt. Det at fokusere på kvaliteteten på bevægelserne fremfor intensitet og mængden belastning, er nyt for mange, og udfordrer vores opfattelse af, hvad træning er. På den ene side ved man, at der skal ydes for at komme i form – og hvis man samtidigt bliver bedt om at tage det med ro – kan det være vildt provokerende.

Kan det overhovedet give den stærke krop man længes efter og drømmer om, når det ikke føles som om B.S Christiansen står ved siden af og man kæmper for hvert eneste skridt?
Ja, det kan. Det er faktisk en forudsætning for, at din krop kan respondere positivt på den tunge belastning eller den lange løbetur på sigt – hvis du har en Rectus Diastase, og faktisk i rigtig mange andre tilfælde også.

Den sidste, men vigtigste helingsfase er også den der tager længst tid

For på 1/ 2 år er hun nemlig ikke færdig med at hele Rectus Diastasen, selv om hendes mave nu er som før.

Den næste, langsommere del handler nemlig om vedholdenhed. Om at blive ved med, at lave træning hvor hun kan overholde de gode belastningsprincipper for kernen. Det er nemlig nu og det næste 1,5 år , at hendes bindevævsceller i mavens midtlinje genopbygger styrke i selve bindevævet. Og for at gøre det, skal cellerne have at vide – hver dag – hvilken stabilitet og tension der er påkrævet – bl.a de gennem bevægelser og det muskelsamspil hun har lært.

Det vil sige, at hun skal undgå træning hvor bindevævet lader sig strække og udvide igen – det kan være træning der går for hurtigt eller er for hårdt til, at hun kan positionere sig og “time” sin kernes aktivering som hun har lært.

Det vil også sige, at alle hendes hverdagsbevægelser i hendes vågne timer, har betydning. Virkeligt meget betydning. Hun kan altså ikke, nu når Diastasen er væk – tillade sig at sidde og hænge på halebenet, eller lave alle løft med en krum lænd. For så vil hun stille og roligt svække det samme samspil hun har arbejdet så hårdt for at opnå…

Læs flere af mine blogindlæg om Rectus Diastase her

Det er ikke øvelserne – det er hvordan du bevæger og belaster kroppen

Øvelserne viser vej – og resten af tiden er det dit liv der giver kroppen (allerhelst) styrkende stimuli.

Det gør jo faktisk det hele mere omfattende, og på samme tid – SIMPLERE – for det giver dig en krop der skal bruges og bevæges for at holdes stærk og velfungerende.

Det betyder mere tid til et aktivt liv og alt det dit liv handler om – og mindre tid i træningssalen.

Kærlige hilsner – og masser af mere viden til alle jer der vil have en mave og kerne der fungerer,

www.elinsolheim.dk

Tænk dig til mere bevægelse og træning i hverdagen

Tænk dig til mere bevægelse og træning i hverdagen

Da jeg skulle føde tredje gang, var jeg dødsangst allerede fra de 2 strege viste sig

Det burde være noget jeg havde vænnet mig til, altså, at det, at føde gør ondt, men at jeg ikke dør af det. Men der var kun gået 9 måneder siden sidste gang, og jeg huskede hver mindste detalje af den fødsel. Den gik meget bedre end den første, jada, og endda helt uden smertestillende, men det fristede ikke med en gentagelse…

Mest af alt var jeg bange, fordi jeg indtil min første fødsel havde troet, at min fysiske styrke gjorde mig usårbar
Helt til jeg opdagede efter 6 timers opkast og veer, og kun 2 cm åbning, at jeg nærmest ikke kunne regne med mig selv mentalt. 

Jeg var så meget en quitter.

Der står nævnt måske hver 3. linje i begge fødslers journaler, at “moder er meget opgivende…”.
Ak ja. Så meget for at være den seje urkvinde jeg troede mine benmuskler gjorde mig til.

Så da den 3. gang stod foran mig som en realitet, om 7 måneder og 29 dage, vidste jeg at jeg var nødt til at få noget hjælp denne gang.
Hjælpen fik jeg hos Anja Bay i Smertefri Fødsel, hvor jeg tog et hjemmestudie.
Jeg er lidt en eremit.

Fra jeg havde arbejdet mig igennem materialet, og lavet øvelserne for første gang – var min angst halveret. Eller, angsten oplevedes faktisk ikke som angst mere – den var blevet til erkendelse om noget jeg var bange for, men uden at føle angsten.

Fordi; jeg vidste hvor jeg var og hvad jeg skulle gøre. Og i hvilken rækkefølge.

Nu er dette ikke en reklame for Anja Bay Metoden, selv om jeg varmt vil anbefale hendes kursus.
Men et redskab jeg bl.a lærte at bruge var, at finde de tanker jeg havde omkring mine negative forventninger til mig selv under fødselen – og erstatte dem med nogle positive affirmationer. Noget med at fortælle mig selv historien om, at jeg er sådan en, der føder børn med glæde og styrke. Noget om, at jeg kan. Noget om, at jeg kan klare det.

Det samme redskab har jeg givet videre til de kvinder som træner med SOLHEIMS online forløb, som skal være cases i den kommende bog

De har nemlig fået i opgave, at formulere 3 sætninger som udtrykker negative forventninger til:

  • F.eks. at ikke få træningen gjort hjemme, og dermed ikke gennemføre forløbet
  • F.eks. at ikke få noget ud af træningen
  • F.eks. at ikke lykkes i, at gøre det rigtigt eller godt nok

Og herefter skal de skifte dem ud med 3 nye sætninger, som positivt bekræfter den tro de har på sig selv, om at de både har styrken, evnen og alle muligheder for at lykkes og at få noget ud af forløbet.

Det gik helt klart hurtigt, at få de 3 negative sætninger formuleret…mens det tager længere tid, og måske også noget bearbejdning, at finde det sted – hvor troen på, at det skal gå, findes.

Prøv selv:

Hvilke 3 skeptiske tanker får du, hvis jeg siger, at du kan blive din egen bedste træner?

Og hvilke tanker kan du formulere, som siger, at det er muligt?

Jeg kan godt finde 3 formuleringer der har hjulpet mig:

  1. Jeg gør så godt jeg kan, så meget som jeg kan, og tager det til mig som jeg kan lige nu

  2. Jeg behøver ikke gøre det perfekt fra første dag, men så længe jeg gør det bedste jeg kan i dag, og igen i morgen og overmorgen – er det 100%

  3. Selv om en person ved min side konstant kunne rette mig til bevægelserne var perfekte, ville jeg stadigvæk skulle bruge mere tid og øvelse for at integrere det kroppen i små portioner dag for dag, og det er det jeg gør nu.

Prioriteterne i orden

En anden erfaring jeg gjorde mens jeg var på barsel med mit 3. barn var, at hvis jeg ikke har mine prioriteter i orden, bliver det hele til det rene volapyk i mit hovede.

Altså, jeg havde en liste på vores tavle i køkkenet, over de opgaver jeg havde i løbet af en dag med baby på barsel – i prioriteret rækkefølge:

  1. Baby mad
  2. Baby Sove/Jeg sove
  3. Træne
  4. Vasketøj
  5. Andre huslige opgaver
  6. Tid med de andre børn og mand
  7. Være social med andre

Jeg opdagede, at jeg rigtig, rigtig mange dage aldrig kom længere end til pkt. nr. 1 og 2.
Jeg kørte i rundkreds mellem de to opgaver.

Ikke mærkeligt, at det var svært at få trænet!
Det handlede jo ikke overhovedet om, at jeg f.eks. var doven, at jeg ikke lykkes i at gøre det jeg sætter mig for, at jeg ikke var i stand til at træne selv, eller at jeg aldrig ville komme tilbage i form igen etc.

Der var en helt klar grund til, at det var som det var – og det var, at jeg var sat i verden til at passe det lille barn lige der, og i øvrigt også sørge for at jeg ikke blev gak i låget af søvnmangel i mellemtiden.

Jeg var dog klog nok til, at sætte vasketøj efter træning, mens min mine venner var så langt nede på listen, at jeg også godt kunne forstå hvorfor jeg måske ikke havde flere kræfter til at ses på cafe om aftenen.

Strege på væggen

Jeg brugte tavlen til mere end den prioriterede liste, jeg skrev nemlig også op alt det, som jeg definerede som træning: Gåture, yogastræk, styrkeøvelser på stuegulvet, gøre rent, cykle til og fra børnehaven etc.

Hver gang det lykkedes mig at styrketræne i 10 minutter, eller lave yoga i 5 minutter, eller gå til børnehaven satte jeg en streg.
Og på få dage gik jeg fra at være hende der syntes jeg aldrig fik gjort noget godt for mig selv – til at være hende der får trænet. Hende der faktisk på en uge var op på 1 helt times funktionel styrketræning på stuegulvet og flere timers gåtur.

Det var en kæmpe optur – og som med et trylleslag samlede jeg beviser på alt det jeg gjorde godt, som jeg havde et ønske om at bruge tid på.

Det er et tips jeg med glæde vil give videre til dig – så du kan samle beviser på, at du sagtens kan, og at du allerede nu er i gange med at gøre det <3

“Jeg er sådan en, som træner regelmæssigt og bevæger mig stærk “

Hvis du ikke endnu har investeret i et forløb der kan hjælpe dig på vejen, finder du det her

Kvinde, du fortjener så meget en velfungerende krop!

Kvinde, du fortjener så meget en velfungerende krop!

Responsen da jeg spurgte efter kvinder der vil være case i min bog var, mildest talt overvældende…

At læse alle de henvendelser der er kommet, er som at få et kik ind i en parallel verden. Parallel til den vi bevæger os rundt i til hverdag, hvor vi tager for givet, at “hende dér, på løbetur”, og “hende dér, med den flade mave” i hvertfald er kommet kropsligt meget godt igennem efter at have fået 2 eller 3 børn…helt uden gener.
“Hun har en velfungerende krop, lige som før graviditen”, ser det ud til.

Vi bærer rundt på så mange kropslige historier, som ikke altid kan ses udenpå

Jo, som fysioterapeut kan jeg ofte se det ganske hurtigt, om der er en kropslig dysfunktion. Men de fleste af de historier jeg hører om, er nogen der ellers bliver holdt skjult.

  • Historier der holdes skjult på efterfødselstrænings-holdet
    – for det er bare ikke sjovt, når ens krop ikke engang kan fungere til træning der skal være skræddersyet til ens efterfødsels-tilstand!
  • Historier der holdes skjult overfor veninderne, som tilsyneladende kan det hele – “for måske har jeg gjort noget forkert, mens de har gjort alt det rigtige?”
  • Historier der holdes skjult ved at undgå fysisk træning, så en potentiel bekræftelse af det kropslige nederlag kan undgåes.

Det der gør aller mest ondt at vide er, at fantastiske, seje kvinder og mødre går rundt med fortvivlelsen over en krop der ikke vil virke igen, uden at få den hjælp der kan genopbygge både kroppens styrke
– og tilliden til den.

De fortæller om frygt for aldrig at få kroppen tilbage.
De fortæller om frygt for aldrig igen at få en bækkenbund der kan holde til almindelig fysisk aktivitet.

For det giver altså håbløshed når lægens råd ikke gør en forskel, eller når selv gynækologen ikke forstår kvindens problem eller lytter til det. For hvor skal man gå hen når man ikke får andet tilbudt end en vurdering med henblik på operation, eller henvisning til endnu en fysioterapeut for at få et knibetræningsprogram.

  • Jeg taler om kvinder der har lavet sine knibeøvelser, og stadigvæk har de samme problemer. Og som bliver ved med at få besked om at lave flere knibeøvelser.
  • Jeg taler om kvinder som bliver opereret for nedsynkning, men stadigvæk ikke har en krop der er blevet trænet til at fungere under belastning, og som alligevel hurtigt efter får en nedsynkning igen.
  • Jeg taler om kvinder som har gjort alt for at komme i form efter en fødsel. Som har trænet hårdt, flittigt og regelmæssigt – og som opdager, for sent, at det svageste led i kroppens kæde – f.eks. kernen og mavens bindevæv, eller bækkenbunden – er blevet kompromitteret og overbelastet i den selvsamme træning som gjorde, at resten af kroppen blev stærkere og stærkere.
  • Og jeg taler om kvinder som tøver med at prøve at gøre noget endnu en gang, i frygt for, at det blot bekræfter at det er håbløst og, at de resten af livet skal leve med trusseindlæg eller ligne en der er gravid i 5. måned.
  • Andre kvinder igen er tidligt blevet opmærksomme på, at de har en Rectus Diastase, men bliver rådvilde af al den tilgængelige information om hvad de ikke må træne, og ender med at ikke turde træne i frygt for at gøre det værre, fordi ingen viser vej.

Det gennemgående tema er, at til trods for et sundhedsvæsen hvor der tilbydes lægecheck, gynækologisk check og efterfødselstræning

– så er altfor mange mødre efterladt med en krop der ikke kan leve op til hverdagens fysiske krav, til forestillingerne eller idealerne om hvad man skal kunne fysisk, eller til forventningerne om et aktivt liv efter man er blevet mor

Og vi kan vidst godt slå fast at det ikke skyldes manglende tilbud om boot camps eller tilgængelige træningscentre.

Jeg mener at

  • Der mangler fokus på hvordan kvinder får de svageste led i kroppens kæde med, når de vil genopbygge styrken efter en graviditet og fødsel
  • Der mangler viden og bevidsthed om hvordan hele kroppens funktion og bevægemønstre har betydning for de lokale gener i bækkenbund og mave, ryg eller bækken
  • Der mangler rådgivning i hvilke hensyn der skal tages og hvilke muligheder der findes for at genopbygge denne funktion
  • Der mangler en bro mellem de elementære pjecer om knibeøvelser + lægens 8 ugers check og det aktive liv man ønsker at tage fat på, med en krop der kan tåle belastning. Der er simpelthen for langt mellem knibeøvelserne – og de fysiske krav ved cross fit, løbetræning eller at kunne lege med børnene uden gener
  • Der mangler en glidende overgang fra en gravid krop i voldsom tranformation til det kropslige ideal og de træningstrends som vi lever med i 2016
  • Og vi bliver nødt til at se træning som alt der er modsat af ensidige bevægemønstre i stillesiddende jobs, og passive transportformer.

Til dig der ude, som er kvinde og mor:
Gå ikke en dag alene med frygten for at din krop aldrig bliver sig selv igen.

Tal med dine veninder eller din kæreste om det. Lad det få den plads og tid som det kræver både til at erkende, anerkende og hele – og søg hjælp hos nogen som ved noget om at få en kvindekrop tilbage på et bæredygtigt spor, bokstaveligt talt.

Det er en investering både for dig og dine børn.
Og du er det hele værd.

Du kan spørge mig her hvis du vil vide mere om SOLHEIMs online forløb, eller hvis du vil finde ud om det er noget for dig.

Du kan læse mere hos den kloge, inspirerende og sjov Katy Bowman her

Ja, jeg vil starte NU med træning og hverdagsbevægelser der får min krop på rette spor.

www.elinsolheim.dk

EN VIGTIG REMINDER I JANUAR MÅNED

En vigtig reminder i januar måned!

Velkommen januar!

Forleden kom der et vigtigt indlæg i vores online medlemsgruppe fra en 3-barns mor som træner hos SOLHEIM.
Hendes indlæg er en vigtig reminder her midt i ”januar bølgen”, som jeg kalder det – og jeg har fået hendes tilladelse til at sende det videre ud i verden?

Kære Elin!
Vil blot dele lidt træningsglæde med dig. Jeg er i gang med modul 5 og jeg kan slet ikke få armene ned over, hvor godt dit program gør mig. Jeg føler mig allerede en hel del stærkere og kan mærke en stor forskel i min bækkenbund, når jeg går ture. Har ikke længere en stor tyngdefornemmelse og det er dejligt. Har også opdaget noget nyt og godt om mig selv. Som du ved, har jeg tidligere løbet en del og i perioder haft en meget lav kropsvægt. I de perioder har jeg haft det godt med min krop og mig selv. Jeg har altid troet, det var vægten og udseendet, der gjorde forskellen. MEN nu hvor jeg stadig ikke har smidt de sidste kilo efter 3.barn og ikke løber, har jeg set, at det i højere grad handler om at mærke min krop, kunne bevæge den og føle mig stærk. Så tusind tak for verdens bedste barselsgave søde Elin. Jeg følger dit program nøje og nyder min mor tid på måtten med dine instruktioner undervejs.

Det er ikke vægten og udseende alene der er afgørende for hvordan du har det med din krop, eller hvordan du har det i dit liv.

Selv om vægt og udseende i yderste konsekvens betyder noget. Bare ikke alt.

Kærlig selvmedfølelse
I jagten på en krop du har det godt med og lever godt med – er

  • følelsen af at være stærk
  • positive erfaringer af din krop i bevægelse
  • og at have en krop der fungerer

– en langt vigtigere drivkraft til at have en solid kropslig alliance drevet af kærlig selvmedfølelse.

Både nu i januar, men især hvis du vil have din krop med dig hele året.

TRÆNING ER IKKE AFGØRENDE –MEN BEVÆGELSE ER!

www.elinsolheim.dk

Du er ikke alene

Du er ikke alene

Du kan også være med i et stort netværk af stærke mødre der træner selv

I dag modtog jeg denne fantastisk mail fra Maria, som er enlig mor og bor i Perth, Australien:

Ved du hvad Elin?
Du har hjulpet mig med meget. Fik et kejsersnit for snart 3 år siden og er først nu ved at føle at jeg er ved at komme mig. Første-gangs mor som 40 årig, så er de hurtige med kniven hernede desværre. 

Lidt om mit udgangspunkt:
Mine mavemuskler havde endnu ikke samlet sig efter 1 år. Man havde klipset mig sammen istedet for at sy, resultat: nerveskade der stressede kroppen yderligere og som jeg døjer med endnu!

Men du har givet mig muligheden for at starte ud i eget tempo med en meget mærkbart og hurtig forbedrelse. Jeg er fuld af lovord ! Intet andet hjalp mig så jeg er i dag lykkelig over at have fundet frem til dig og dine metoder 🙂

Fandt dig ved et heldigt tilfælde og følger din blog. 
Når jeg har fundet arbejde vil jeg tilmelde mig dit online program, desværre er forholdene her som enlig mor ikke til det pt. men jeg følger dine råd. Din tilgang er helt fantastisk og jeg er et bevis på at man godt kan “komme tilbage til udgangspunktet” om end stærkere end nogensinde.

Så et oprigtigt stort tak herfra! 🙂

Kh’er
Fra en trofast følger!!
Maria Fernandez, Perth, WA (Australien)

Til alle jer derude der tror at der skal mere til end hvad du har tid til, overskud til, eller råd til:

Det er muligt.
Og du er helt sikkert ikke alene.
I SOLHEIMS lukkede facebook gruppe kan du desuden møde andre medlemmer, som deler deres sejre og udfordringer, og hjælper hinanden.

Forleden var der én der beskrev hvordan det fungerer godt for hende at stå op om morgen, 10-15 minutter inden resten af familien vågner, og lave sit program. Det er sådan noget der får sådan en som mig til at tro på, at det er muligt at stå det tidligere op. For hun gør det jo.

Klik her hvis du vil læse mere om den Rectus Diastase som Maria beskriver

En trænende mor spørger- og der bliver svaret

En trænende mor spørger- og der bliver svaret

Nilo Zand og jeg skriver sammen, og det har vi gjort siden hun begyndte at træne med SOLHEIM.

Det bliver som oftest til en hel del, når vi har noget på hjertet – og der bliver stilles spørgsmål til det hele. Du kan læse med nedendunder.

Spørgsmål 1

Kan 10 minutters træning om dagen virkelig gøre en forskel? Og er jeg ikke helt til grin med de elastikker? (Red. hun henviser til de obligatoriske træningselastikker som man får tilsendt med posten når man tilmelder sig SOLHEIM)

Svar:

Jeg kan godt forstå din skepsis. Først og fremmest, så går jeg, og vi imod trenden. Denne form for træning går i mod en trend hvor kvinders træning er maskuliniseret og orienteret i retning af præstation.

Træningen hos SOLHEIM siger du har tid nok, du skal tage dig tid nok. Den siger at det er ok at være i den fase du er, som mor og med de vilkår og værdier det giver dig – i stedet for at love dig at hvis du gør dette flittigt nok, ofte nok og hårdt nok, så skal du nå dine ambitioner og ekstreme mål.

Det er jo provokerende. For vi vil jo alle leve op til forventningerne, vi vil jo alle vide, at vi er gode nok, og gør det rigtige. Og lige nu siger de fleste medier og kvindeidealer, at alt er muligt. Hvis du vil. Hvis ikke, er du nærmest kun selv skyld i det.

Hvad er vi så værd, nu om dagen, hvis vi ikke kan leve op til præstationskravene? Hvis du ikke beviser, hurtigt, med de definerede kropsparametre, at intet er ændret selv om du har født 2 børn? At du stadigvæk har kontrol og styr på dit liv, og du kan vise det ved at være i topform på toptid?

den kontekst, er de to elastikker jo helt til grin…! Jeg mener, sammenlignet med en boot camp!!

Men det er ikke elastikkerne der er forkerte.
Det er nutidens trænings trend der ikke fortæller os hele sandheden.
Sandheden er, at træning som noget der foregår i et afgrænset tidsrum, i en afgrænset tid, med en defineret intensitet –det er noget vi tror på i det paradigmet vi dyrker lige nu. Men det er ikke det der altid har været fundamentet for en sund og stærk krop.

Forskning viser nu, at selv regelmæssig intensiv træning ikke kan kompensere for manglende bevægelse resten af tiden. I stedet burde vi træne lidt mindre, for at have overskud til at bruge vores krop bedre og mere i vores hverdagsbevægelser (!)

Så dine 10 minutter er den hurtigste, mest tilgængelige og mest integrerbare og effektive måde at få en stærk og sund krop på. Fordi du gør det der hvor du er, og det smitter af på al den bevægelse du gør resten af tiden. Hvis du yderligere sammenligner de 10 minutter med at slet ikke få noget lavet, fordi du ikke kan magte den bootcamp…så er der vidst ingen tvivl om hvad der giver mest resultat.

Når det er sagt; gennem forløbet får du flere tips, og lærer hvordan du integrer træning ind i hverdagen, ind i en opgave som f.eks. at tømme vaskemaskinen. Du bliver opmuntret til at gå mere, og stå bedre. Det er alt sammen med til at den stærke krop du drømmer om, er en del af alt du putter ind i din hverdag. Måske får det dig op af sofaen oftere, når alt kommer til alt.

Spørgsmål 2

Hvem gør de 10 minutters træning en forskel for? Er det kun sådanne nogen, der er i elendig form eller kan man komme i virkelig fin form ved at fortsætte den blide træningsform?

Svar:

Du kan komme i virkelig fin form. Der sker en udvikling af belastning og koordinering i øvelserne og programmerne, så de konstant holder dig udfordret. Men alle starter det samme sted. Både sådanne nogle som dig, og dem der har det nemmere.
Fordi kontakten til musklerne skal etableres rigtigt, for alle, for at styrketræningen kan begynde.

Derfor er 10 minutter nok nu. Dem der har det bedre og kan mere, kan evt. vælge at gøre programmet flere gange om dagen, og således arbejde noget mere intensivt. Der vil altid være individuelle forskelle for hvad der er 100%.
Du vil opleve om nogle måneder, at du får sved på panden af øvelserne, men du kan styre intensiteten selv. Kvaliteten i øvelserne er vigtigst. Og hen ad vejen vil det give dig mulighed for at arbejde med programmer der varer 20 minutter, men kun 3-4 gange om ugen.

Du vil aldrig blive klar til at løbe et maraton med programmet – men du vil få en krop der er alsidig stærk og velfungerende, og det vil optimere dine muligheder til at træne det du vil, med en krop du har tillid til.

Spørgsmål 3

Hvad med de urealistisk høje ambitioner som mange har, hvad betyder det for os i livet og i særdeleshed for vores forhold til kroppen, at vi er så forhippede på at gøre noget vildere, bedre, hurtigere mere…

Svar:

Dette handler også lidt om det jeg svarede på i forrige spørgsmål. For er det at komme i ”virkelig fin form” noget du måler ift. nutidens præstations-idealer, noget som du endegyldigt vil skulle bevise at din krop er i stand til – eller skal din form måles på hvad du vil have af din krop i den fase du er i lige nu.
Eller på om den er med dig i det den skal i hverdagen, og at den ikke forfalder.
Eller på at ikke være overvægtig?

Ambitionerne i vores tid kommer ofte fra en idé om at kroppen ikke blot skal være sund og fungere godt, men skal dyrkes til noget optimalt. Det er et projekt udover at leve i- og bruge kroppen. Den er en identitet, og det gælder alle livsfaser.

At bruge kroppen naturligt og varieret, er ikke mere foretrukket som ”rigtig træning”. Og jeg vil til en vidst grad også sige mig enig, at vi ved en hel del nu om sygdomme som kan forebygges, ved at dyrke kroppen via motion. F.eks. er det vigtigt for os kvinder at styrketræne efter en vis alder, for at styrke vores knogler. Og det er mere effektivt med vægte end med almindelig funktionel træning med egen kropsvægt. Så jeg er ikke imod det at træne specifikt, og det har også gavnlige sundhedseffekter på hjerte-kar og livsstilssygdomme.

Jeg synes blot vi har glemt at anerkende, at vores krop fungerer bedst ved at blive brugt mere i hverdagen. Altså; køre mindre bil, sidde mindre på en stol eller i en sofa, bevæge os bedre i varierede mønstre så vævet stimuleres dagligt til at tåle det det skal.
Og at det også er sundhed. At det også giver en stærk krop. Og at det også kan give stærke arme, slanke lår og en flad mave. Især hvis man kikker på hvor begrænsede måder vi bruger vores krop på som det er…

Dine trænings ambitioner hænger sammen med, at du konstant bliver fortalt at du via træning giver din krop det den skal have for at være optimal. Og jeg tror også, at for mange er kroppen , sundhed og træning en slags redningsplanke for fores selvværd og følelse af kontrol, i en verden der bevæger sig hurtigt, med massive mængde information, og med mindre og mindre tid til nærvær.

Jeg tror, at der ligger en enorm frihed og overskud, i at tage kroppen tilbage til os selv, tage ejerskab på at det er godt nok at være i den og bruge den mere naturligt (blive venner med den) og mindre i en fremmedgørelse ved at skulle lave om på kroppen i fitnesscenteret, eller ved timevis taget ud af familielivet for at følge en bootcamp.

Tænk over dette:
Hvilket niveau af form og styrke, har du brug for hele livet, og kan du holde hele livet?
Hvad er den mest holdbare vej for dig, hvor din krop bevæges stærk –hver uge?
Det er nemlig det, som det handler om. Nu er du mor til 2 små børn, og skal finde det der er holdbart uge efter uge med dejlige uforudsigelige krabater, som vil bæres, svinges og skubbes på sin cykel…

En sidste bemærkning om elastikkerne  

Elastikkerne….er et holdpunkt. Men ikke bare det. På et træningsmæssigt plan, tilfører de øvelserne modstand, og kan gøre en øvelse effektiv for armene, som eller f.eks. kun var det for ryg og balder. Det er din fitnessmaskine når du opbygger styrken fra bund.

Som holdepunkt er de et stykke udstyr at klamre sig til, at tage frem, så man er i gang. Noget håndfast. Sammenlign dem med døren i fitness centeret. Du går derind, og du er i gang. Måske netop derfor, kan de være svære at tage frem…

Jeg har aldrig overvejet at de i sig selv skulle udgøre en barriere på den måde, men er fascineret af det. Men et stykke udstyr har aldrig været at foragte når man skal animere nogen til at gøre noget nyt med bevægelse Jeg læser også fra din tekst at din Stalin-bog og elastikkerne er blevet en slags følgesvenner, så du ved hvad du skal.

De vil dig kun godt, de elastikker, men pas på du ikke mister taget i den ene ende; jeg vil nødigt være ansvarlig for en arbejdsskade (har dog læst om sager hvor folk er kommet meget galt afsted:-)

De kærligste hilsner, Elin

www.elinsolheim.dk