Dig og din mave – I fortjener at være godt tilpas!

Jeg bliver tit spurgt om forhold omkring størrelsen på maven og formen på maven hos de mange kvinder der træner online hos SOLHEIM. Maven er faktisk for rigtig mange kvinder den mestproblematiske kropsdel…altså den kropsdel de har flest issues omkring.

Og lige nu, as we speak steger solen udenfor, og vores børn vil på stranden…og bade… …I bikini som i gamle dage, i badedragt med strategiske designs der skjuler maven, eller helt uden at komme i badetøjet overhovedet? Mange af os mødre vælger faktisk det sidste, med mindre vi er blandt fremmede på en strand i Spanien.

Helt klart er det, at en Rectus Diastase ændrer mavens form. Men det gør dårlig fordøjelse over tid også. Og – formen på din mave kan også påvirke dine strategier for at ”bære”, skjule eller ”dæmpe” den. Og det, i sig selv på sigt være med til at svække din mave og ændre dens form yderligere.

Din maves form er din kernes signatur.

Betyder det så, at din kerne er svag, hvis din mave er rund?

Nej. Din mave bliver flad når der er brug for det, så dette er ikke et indlæg om, hvordan du får en mave der altid er flad.

Derimod vil jeg fortælle dig at:

  • Din fordøjelse vil ofte være ændret efter du har været gravid, og især hvis du har en Rectus Diastase.

Dårlig fordøjelse øger det udadgående pres indefra, som kan gøre det svært for bugvæggen, dine mavemuskler, at beholde mavens form uden at du skal spænde op.

  • Når maven ikke er rar at bære rundt på, sker der ofte noget med vores kropsholdning.

Det kan skyldes at maven er mere udadstående end normalt, er fyldt med tyngende ubehag, en ømhed hvor det føles, som om der ikke er plads i den så snart du spiser bare lidt, eller fordi mavens muskler har været på afveje (eks. graviditet) . Vi laver ofte ubevidst ændringer på vores kropspositionering, det vil sige din dynamiske kropsholdning , for at dæmpe ubehaget, eller for at få en ”bedre” form på maven.

3 af mine bedste tips til dig og din mave, hvis den ikke lige nu ser ud som du helst vil

1. Fordøjelsen

Denne er ofte ændret efter en graviditet og/eller når der er en Rectus Diastase, og derfor spørger jeg altid mine klienter ind til deres fordøjelse. Fordøjelses generne kan skyldes den manglende støtte i bugvæggen når bindevævet er stramt og svagt, og musklerne har svært ved at arbejde effektivt. Men det kan også skyldes at du trækker vejret anderledes og højere oppe i brystet for at ikke ”tabe maven” eller bækkenbunden. Eller at tarmene blev en smule ”møbleret om” af baby (-erne) i graviditeten, og bagefter ved manglende stabilitet i mavens midtlinje. Og det kan alt sammen påvirke din peristaltik, altså tarmenes egne rytmiske arbejde for at skubbe indhold videre, og ud.

En oppustet mave eller forstoppelse ved fordøjelsesproblemer kan desuden være med til at bremse helingen af en rectus diastase, idet kræfterne indefra kommer til at skubbe mavens indhold udad. Det er svært at forsegle noget der hele tiden presser ud – lidt som at sætte proppen i en vandslange mens vandet fosser ud…  Men uanset, er det svært at styrke noget, der konstant presses en anden retning.

Mange af de kvinder jeg møder i klinikken, oplever desuden at komme ud på den anden side af en graviditet med fødevareintolerance de ikke havde før. Ofte er det ikke en varig intolerance, men mere en overbelastning af tarmen, der faktisk kan hjælpes tilbage med en målrettet indsats. Det kan være rigtigt godt givet ud, at hjælpe tarmen til at genopbygge sin tolerance for et bredt spekter af fødevarer.  Jeg anbefaler altid Valerialima.dk, som jeg også selv har fået hjælp af.

2. Når maven fylder mere end før…laver vi ballade

Ughh…vi har garanteret alle samme gjort det: Stået foran spejlet og konstateret, at man ligner en der snart skal føde lige inden sengetid, med en ny kjole på, eller efter et måltid. Jeg har i gennem årenes løb samlet en hel del oplevelser fra kvinder, og observationer af hvad der sker når maven fylder mere eller for meget:

Ofte vil man have en spontan, ubevidst trang til at spænde maven væk.

Det kan ses på forskellige måder, hvor du måske kan genkende en eller flere:

  1. At trække maven ind, og trække vejret uden at bruge maven:

Neutral position i bækken og ribben, trækker vejret med maven.

Holder maven inde: Maven trukket ind, og vejrtrækningen overfladisk

2. At trække ballerne lidt ind under dig som ved at ”lyne lynlåsen op” fra kønsknoglen til navlen ved at spænde i mavemusklerne og ballerne.  Det føles mere som at skubbe ” maven ind, modsat at trække den ind som ovenfor.

Butt-tuck: Ballerne trukket ind, “lyner lynlåsen” fra kønsben og opad.

Neutral position i bækken og ribben, trækker vejret med maven.

3. At skubbe ribbenene og brystknoglen nedad og ind mod mavens indre. Det føles som en spænding øverst i maven, og giver en synlig spænding i din sixpack.

Rib-tuck: Ribben skubbet nedad og ind mod rygsøjlen.

Neutral position i bækken og ribben, trækker vejret med maven.

4. Man kan også have en ubevidst trang til at ”forlænge” maven, så den er mere spændstig, og buler mindre. Det kan man skabe ved at spænde bagtil øverst oppe i ryggen mellem skulderbladene, og skubbe bryst og ribbensbue lidt fremad og opad. Som en klassisk gammeldags ”ret-dig-op-manøvre”:

Back-grip: Ribbensbue og bryst skubbet frem for at “forlænge” maven

Neutral position i bækken og ribben, trækker vejret med maven.

Alle 4 scenarier forstyrrer åndedrættet, kernens arbejde i at give tonus, støtte og form til din mave, og går ud over både heling af Rectus Diastase og er forstyrrende for bækkenbundsfunktion.

I SOLHEIMs online forløb arbejder vi med lige præcis de bevægelser der giver dig gode strategier til at bære dig selv, både i hverdagen og til træning. Find forløbet her. 

3. Tøjet du har på kan hjælpe dig til at finde en bedre strategi

Det er vigtigt at føle sig godt tilpas i sit eget skind, og faktisk er det her tøj kan hjælpe rigtig meget, sammen med bevægelser der styrker.  Tøj kan faktisk lægge til rette for, at kroppens funktioner, og muskelarbejdet fremmes.

Noget af det, der sker ved vægtøgning især efter en graviditet, eller ved ændret form og funktion i ens bugvæg er, at det kan give en dårligere fornemmelse af ens krops kerne/midte/center, eller core. Kært barn har mange navne, men fælles for dem alle er, at de har betydning for ens subjektive oplevelse af at være centreret, eller afgrænset. Har man svært ved at mærke sin midte, kan det i sig selv gøre, at man spænder op helt andre steder rundt omkring den midte, for at mærke noget der ”holder” om en, som vi så ovenfor.

Og her kommer tøj ind på banen. Tøj kan nemlig omslutte en, og giver den fasthed som muskulatur og form tidligere gav, mens kroppen gradvist opbygges igen. Så man kan mærke sig selv, men undgå at spænde alle de steder der ikke gavner.

Jeg anbefaler:

  • Tanktops i god bomuld (Eks. Nørgaard o.l), som er lange nok til at de ikke trækker sig op over hofterne (uh, jeg hader når det sker – og elsker når tøjet holder om mig hele vejen ned). Bomuld som har en god kvalitet gør at toppen støtter ved at ligge indtil kroppen/huden, men uden at gøre det som hold-ind/push-up tøj gør. Jeg anbefaler ikke hold-in tøj, eller tøj der efterlader synlige mærker på din hud (= for stort tryk). Vi ønsker ikke at skabe et øget tryk indad, vi ønsker blot en blid kontakt via din hud.
  • Brug en tanktop som ovenfor, og lade den sidde ud over en løsere nederdel som ikke strammer i sig selv, men som kan holdes lidt mere indtil kroppen af toppen.
  • Brug evt. en løs skjorte/bluse udover tanktoppen.
    Tanktoppen ind under det løsere tøj fungerer som en kontaktgivende, afgrænsende støtte mod torso og mave, uden at føle dig stor når du har en stor skjorte eller bluse på.
  • Bukser & nederdele: Det betyder meget at de er elastiske nok, men at materialet stadigvæk har en fasthed der på samme måde giver en klar afgrænsning og kontakt indtil huden. De skal altså støtte uden at presse/ låse fast. Derfor anbefaler jeg ofte nederdele og bukser i fast bomuld mere end den helt løse, altså det lidt stivere stof. Nederdele må gerne være uden elstik, men med et bredere fast område omkring hofter og mave (check http://www.gentlemensaffair.net/new-products).
    Ift. bukser er der højtaljede yogabukser som netop støtter, uden at være push-ind-agtige. Der er mange gode mærker, jeg bruger meget Run & Relax, som er lidt dyre, men de har ofte udsalg. Onzie har også nogle, de findes i H&M og yogaudstyr.dk sælger dem. De findes ofte også i tykvævet bomuld, altså ikke de helt tynde, som giver bedre støtte end dem fra H&M. Af jeans har jeg været meget glad fro Replay, som har højtaljede, men super fleksible jeans. De forhandles ikke så mange steder, men undersøg evt. på nettet.

PS! Dette er ikke reklame, jeg får ingen penge eller gratis produkter for at anbefale disse mærker!

Det er lige præcis den hjælp min mave har brug for – vis mig SOLHEIMs forløb
2019-07-09T14:29:53+02:00Uncategorized|0 Comments

Test dig selv – er du klar til at løbe? Der er hjælp at få!

Det viser sig, at vi danskere elsker løbetræning.

I følge Runsafe ved Aarhus Universitet er løb blevet en folkesport, og derfor også kilde til flest skader. De skader der beskrives er relateret til knæ, ankler, hofter…men de store mørketal, som at så mange som 62 % af alle kvindelige langdistance motionist-løbere lider af stress-inkontinens nævnes ikke. Om du er klar til at løbe, når du går igang er derfor vigtigt at vide.

Hvis din bækkenbund lækker når du løber, er det et tegn på, at noget i dine urinveje eller det dybe stabiliseringssystem i din kerne, ikke formår at gøre sit arbejde godt nok. Det kan skyldes en svag bækkenbund. Men det kan også skyldes, at din bækkenbund blot ikke arbejder koordineret med resten af din kerne og krop når belastningen rammer den. Det kan være svært for en selv at gennemskue hvorfor og hvordan det hele hænger sammen.  Og det kan skyldes at de indre forhold for organer, mavemuskler, bækken og bækkenbund er ændret pga. graviditeter, fødsler, operationer eller bristninger.

Derfor fortsætter jeg denne lille føljeton om løb og underliv

– for vi kvinder fortjener den bedste opfølgning og hælp.

I forrige blogindlæg (klik her) kan du læse hvad der helt basalt skal være tilstede for, at det er fornuftigt at gå i gang med løbetræning. Om du fødte for 15 år siden, men stadigvæk har generne beskrevet der, er det lige så relevant at lytte til. En gynækologisk fysioterapeut kan vurdere din bækkebunds styrke, koordination, samt vurdere grad af manglende fasciel støtte og tegn på/risiko for nedsynkning og/eller behov for løbe-pessar etc.

Der findes faktisk ingen studier der 100% fortæller hvad der skal til for at funktionelt for at kvinder har koordinering, bevægemønstre og styrke nok til at fordele belastning godt nok via din kerne og underliv ved løb, eller garantere at du er klar til løb. Men det vi kan bruge er den viden vi har om bevægelse og belastning, og lave tests hvor vi udsætter dit underliv for belastninger der ligner løb i sit impact. Vi kan teste hvordan din krop fordeler belastning, og hvordan den reagerer på den. Din lydhørhed for hvordan disse bevægelser opleves i din krop, er altså vigtige. Både om du oplever smerte, tyngdefornemmelse, tissetrang eller lækage. Og selvfølgelig om du i øvrigt mærker at det føles ubehageligt, og som om du er for svag generelt. Det kan altid anbefales at få en kyndig professionels øjne på, eks. en fysioterapeut med speciale i bækken/underliv – så du ikke står alene med disse tests.

Her er 8 tests der kan fortælle om din bækkenbund er klar til løb (såfremt andre symptomer er fraværende):

  • Kan du gå i 30 minutter uden smerte, tyngdefornemmelse, tissetrang eller lækage?
  • Kan du stå på 1 ben i 1 sekund uden uden smerte, tyngdefornemmelse, tissetrang eller lækage?
  • Kan du lave knæbøjninger på 1 ben (høj pigeon-squat) x 10 hvert ben uden smerte, tyngdefornemmels, tissetrang eller lækage?
  • Kan du løbe på stedet i 1 minut uden smerte, tyngdefornemmelse, tissetrang eller lækage?
  • Kan du hoppe på stedet x 1 på hvert ben uden smerte, tyngdefornemmelse, tissetrang eller lækage?
  • Kan du hoppe fremad fra 1 ben til det andet x 10 uden smerte, tyngdefornemmelse, tissetrang eller lækage?
  • Et bens-løb på stedet uden smerte, tyngdefornemmelse, tissetrang eller lækage?
  • Er du i stand til at aktivere din bækkenbund på udånding i en funktionel bevægelse som squat, løft eller hop?

(Husk altid, at din vægt, psykiske velbefindende, søvn, din vejrtrækning og amning også er faktorer der spiller ind, og kan betyde at du skal vente med at løbe, til trods for høj score i disse tests. Søg hjælp inden du går i gang, skulle noget af det dette være gældende for dig).

PS! Løber du med baby i en jogger, anbefales du for babys skyld tidligst at gå igang når baby er 6-9 måneder, med gradvis introduktion, brug af begge hænder, og såfremt din babyjogger lever op til kravene.

Er du klar til løb?

Hvis du – efter alt dette er sagt, skrevet og testet – må du genoptage løbet gradvist:

  • Start med 1-2 minutter ad gangen i roligt tempo, øg øg kun lidt for hver uge, eks. som man gør i et løbeprogram fra 0-5km.
  • Skift mellem løb og gang, og ændre på forholdet mellem løbetid og gang over tid.
  • Øg volumen (afstand/tid) før du øger løbe intensiteten, dvs. at hvis du ikke går væsenligt (10.000 skridt) hver dag endnu, er det en dårlig idé at løbe, eller løbe længere endnu.
  • Hold øje med smerte, tyngdefornemmelse, tissetrang eller lækage som ikke skal være tilstede, og kræver en umiddelbar justering af belastning og træning.

Emma Brockwell er en britisk fysioterapeut med masser af viden om introduktion til løb – find hende og nyttige links her

Er du ikke klar til løb?

Søg hjælp til specifikke dysfunktioner hvis det drejer sig om bækkenbund hos en gynækologisk fysioterapeut.

Søg hjælp til gradvis og sikker genopbygning med funktionel træning af din kerne som vi gør det i SOLHEIMs online forløb. Vi er klar til at hjælpe dig videre!

Ja tak – Vis mig hvor jeg finder SOLHEIMs online forløb!
2019-06-27T13:17:48+02:00Uncategorized|0 Comments

Bryd tabuet: Kvinder kæmper med efterfødselsgener mange år efter en fødsel!

Det er ikke sikkert at efterfødselstræning er løsningen

De store mørketal af gener fra bækkebund, mavemuskler og bækken hos kvinder der har født for mange år siden er en af grundene til at termen efterfødselstræning er misvisende. Den er misvisende fordi den hentyder til, at det er noget vi vil have overstået i barselsperioden kun.
Vores inddeling i træning efter fødsel, som vi kalder efterfødselstræning og opfattelsen af noget andet , der er ”rigtig” træning, trænger til revision. For det jeg ser i mit arbejde med kvinder i alle aldre er, at vi kan komme mange af generne til livs med simple ændringer på tilgangen til træning, kvaliteten på bevægelserne til træning – og ikke mindst kvaliteten på bevægelserne i hverdagen.

“Jeg har trænet dit program siden oktober – og været meget glad for det. Jeg fødte sidste gang for 16 år siden – og min kerne var i en sørgelig forfatning. Dit program har hjulpet mig meget – og jeg kan nu løbe”

Løsningen for dig der har gener fra bækkenbunden

Det jeg ser ofte er, at at bækkenbunden for mange af os er blevet en isoleret lille muskelgruppe i bunden af vores bækken,  som skal trænes med: Verdens. Kedeligste. Knibeøvelser.

Som vi ofte ikke får gjort, eller kun gør i kort tid.

Løsningen til dig begynder med, at du kan trække vejret både i hvile og til træning, og fortsætter med, at du kan bevæge dig samtidigt som du fortæller bækkenbunden hvordan den skal arbejde. Hvis den har glemt hvad den skal, kan vi hjælpe den igang igen.

I SOLHEIMs online forløb starter vi med det basale, eksempelvis at kunne bevæge dig i en forberedelse til Squat, hvor bækkenbunden får hjælp til både at arbejde og slappe af. Begge dele er essentielle,  for at have det godt med og i din bækkenbund. Og det er den vej vi tager dig for, at du kan vende tilbage til den træning og de aktiviteter du ønsker – med en stærk, velfungerende bækkenbund.

Se hvordan du forbereder bækkenbunden på at arbejde mens du bevæger dig og trækker vejret her:

Løsningen for dig der har Rectus Diastase/delte mavemuskler

Løsningen indeholder ingen mavebøjninger, men masser af øvelser og bevægelser der styrker din mave, bækken og ryg som et samlet system. Du skal bruge din bækkenbund som det helt fundamentale for at det sker, og du lærer at du godt må bevæge dig, og hvordan du bevæger dig med en stærk, stabil mave og kerne i øvrigt. Uanset hvor mange år du har gået med mavemuskler der ikke vil “samle sig”, kan vi opbygge et bedre muskelsamspil i din mave og kerne i øvrigt – som over tid vil kunne opbygge en stærkere midtlinje af bindevæv.

Der første vi starter med er, at du skal have en fornemmelse af, hvad din bækkenbund betyder for din maves stabiltet. Det er det, vi tester i denne test, som du selv kan lave. Når du har lavet testen, er du velkommen til at skrive til mig og fortælle hvad du oplever og mærker, og jeg vil give min vurdering af hvad der skal til for at hjælpe din mave på rigtig vej!

Skriv til mig her

Se videoen med testen her:

Løsningen for dig der har smerter i dit bækken

Hvis der er noget der har kommet bag på mig i mit arbejde med kvinder de sidste 7 år, så er det at mange har gået med smerter i årevis uden at noget har hjulpet! Som behandler kan man godt inde i sit stille sind tænke ” det ved jeg ikke om jeg har kompetencen til at gøre noget ved” når man møder en kvinde der har prøvet så mange tilgange hos mange dygtige behandlere, og stadigvæk har ondt. Men det næste der kommer bag på mig er, at der oftest skal små, simple justeringer til for at komme smerterne til livs.

Inflammation, overelastning i muskler og led, skævstillinger… de er ikke rocket science der kræver rocket-medicin altid.

Det første vi starter med er, at kigge på hvordan du vanemæssigt er kommet til, eller altid har, brugt dine hofter og dit bækken. Vi kigger hele vejen fra fødder til bækken, og laver små justeringer på de vamemæssige strategier som – mulighvis – er med til at fastholde smerterne til trods for tonsvis af træning. Og vi laver ændringer på din træning hvor disse bevægemønstre bliver automatiserede.

Det næste vi tager fat på er nemlig, hvad du gør når du træner og belaster kroppen. Eksempelvis hvordan dit bækken tager imod belastning når du træner i rygliggende eller i stående – eller rettere sagt:

Tager dit bækken en masse tæv når du i virkeligheden prøver at styrke det?

Se videoen her, hvor jeg viser nogle små teknikker der gør den store forskel.

Ja tak til en stærk krop hele livet – jeg vil med på SOLHEIMs online forløb!

Bedre baller, bedre bækkenbund!

5 Tips der vækker dine baller.

Jeg vil også gerne have bukser der sidder godt, klart.
Men sovende baller er faktisk også et af de første tegn på en bækkenbund, mavemuskler og lænd der mangler styrke.

Derfor handler dette blog  om baller og bækkenbund, og det du kan gøre for at dine baller går fra at være passive til aktive. Det er en af de vigtigste investeringer du kan gør for et sundt, velfungerende bækken samt en stærk mave og ryg.

Så skal det jo heller ikke være en hemmelighed, at aktiv muskelmasse i dine baller er en forbrændingsmotor der vil noget, hvis det er det, der i sidste ende motiverer dig til at tage mine 5 tips i brug.

Test dine baller:

Sådan gør du:

Læg dig på maven, med det ben du vil teste som et 4 tal: Med 90 graders bøj i hoften (låret peger lige ud til siden og ligger på gulvet) og 90 graders bøj i knæet (læggen peger mod fodenden af måtten, ikke ind mod det andet ben). Det andet ben ligger strakt mod fodenden af måtten ( som du ville ligge på stranden).

I videoen nedenfor ser du mig lave 3 dele af testen:
  1. Kan du løfte foden og læggen, uden at løfte knæet?
  2. Kan du løfte knæet, uden at løfte foden? Og uden at rulle over på siden for at hjælpe til? Prøv evt. at ånde ud og aktiver din bækkenbund inden og mens du løfter og sænker knæet.
  3. Kan du løfte knæet, så foden og hele benet, og lægge det ned strakt ved siden af det andet ben? Og kan du løfte benet strakt op  mod loftet, for at igen placere det som et 4 tal, uden at “tabe” knæet ned først, og uden at “klaske” benet i gulvet?

Resultat:

  • Kan du alle 3 dele, har du baller der allerede er parat til at arbejde, og du skal blot bruge dem mere (du kan få flere øvelser og lifehacks i SOLHEIMs online forløb)
  • Har du svært ved en eller nogle af de 3 dele, eller er du slet ikke i stand til at løfte knæet – så har du baller der har glemt hvordan de arbejder, og du vil have stor glæde af de 5 tips der kommer nedenfor.

5 Tips du kan bruge med det samme

Brug ballerne når du går på trapper:

Trappegang er en aktivitet hvor du for det meste står på 1 ben. Læg mærke til det næste gang, og opdag, om du får strakt dit knæ helt ud inden du tager næste trin med det andet ben. Gør så det, at du bevidst strækker knæet helt ud som ved at du skubber benet ned i jorden, til du mærker musklerne tager fat helt oppe omkring din hoftes yderside. Behold benet strakt mens det andet ben bøjer i knæet og kommer op på det næste trin, hvor du gentager processen

Se det i praksis i denne video:

Brug ballerne når du går:

Læg mærke til det næste gang du går, om du mest af alt flytter benene frem skiftevis, eller om du skubber jorden bagud? Sæt fingrene i dine baller øverst oppe ved hoftekammen, og mærk forskellen i aktiviteten fra muskelen der arbejder når du går som du plejer, og når du skubber jorden mere bagud. Kan du mærke forskellen? (Der er mere hjælp at hente under FAQ Om at gå)

Brug dine foroverbøjninger & brug dine hofter:

Ballerne er den største og stærkeste motor til at bære din overkrop sikkert og stærkt i alle dine foroverbøjninger. Prøv det næste gang, ved at ikke bøje din ryg for at komme frem, men derimod at bruge dine hofter mens ryggen holdes ret og stærk.

Lav dine squats med aktive baller i hverdagen og til træning:

Bevægelsen squat kan udføres på mange måder, men udfører du den i et bevægelsesmønster hvor din bagside kommer på arbejde, vil det aktiverer dine baller mere, og skabe bedre arbejdsforhold for din bækkenbund. Men squat er ikke noget der kun hører træning til, for du bruger den hundredevis af gange hver dag, hver gang du rejser og sætter dig. Kunsten er, at ikke trække ballerne ind under dig, og at sætte dig bagud. Se hvordan du gør i video nedenfor.

Brug dine lunges til at vække ballerne:

Har du prøvet at få ondt i knæene af at lave lunges, er dette måske det vigtigste tip for dig. For pricippet om at have en bagside der arbejder godt, er foruden at det vækker og styrker ballerne også noget, der skåner dine knæ. Brug den gerne på din gåtur til at vække ballerne inden du går videre med en aktiv bagside mange, mange gange på en dag.

Se hvordan du aktiverer ballerne i squats og lunges her:

Du får aktive baller når du strækker knæet helt ud, inden det andet ben tager over – og, at du ikke trækker ballerne ind under dig

Stræk din bagside, uden at runde ryggen, og lad hofter og baller arbejde mere når du bøjer dig forover.

Brug benene som pagajer, der skubber jorden bagud, og mærk ballerne arbejde mere.

Hold læggene så lodrette som muligt, og undgå at trække ballerne ind under dig.

Hold også her forreste læg lodret, og undgå at trække ballerne ind under dig.

Ja tak – jeg vil vække mine baller med SOLHEIMs forløb

Du må give det tid, for at få tid

Om det at ikke have tid nok, eller få trænet nok, eller at altid synes du burde gå mere.

Ville du ønske du havde tid til at gå mere?

Tid er guld værd for os alle. Og især når vi kvinder jonglerer i en hverdag der består af omsorg og ansvar for børn, et parforhold, et krævende arbejde, og oveni det diverse livsstils projekter…

Dette blogindlæg handler om en erkendelse jeg åbenbart skal møde mange gange i mit liv:

Man skal give ting tid, for at få tid.

For mig blev det klart igen, da mit yngste barn skiftede skole, og hverdags-logistikken gik fra nem til besværlig. 

Tag mig til SOLHEIMs online forløb

Se sidste sommers erkendelse her – og få redskaber til at aktivere ballerne mere:

Ja tak, vis mere fra SOLHEIMs online træningsunivers for kvinder

Kan man være mor, kæreste og (stadigvæk) elitesportsudøver?

Mias vej tilbage til boxeringen efter hun blev mor – læs med her!

 

Mia er eliteportsudøver, og gæsteblogger hos www.elinsolheim.dk om hvordan hun kom tilbage i form efter sin første fødsel.

 

Én ting er at gennemgå en graviditet og fødsel, og efterfølgende komme sig oven på sådan en omgang og fungere – elitesportsudøver eller ej. En anden ting er at gøre det på en hensigtsmæssig måde, som ikke kun er en her-og-nu-løsning, men en varig ændring af vaner og bevægemønstre.

 

Kan man både være mor og kæmper?
I mit sidste indlæg fortalte jeg om mine forholdsvis høje ambitioner om, at deltage i en stor thaiboxing turnering 1 år efter jeg havde født. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var mit ønske inden jeg havde født faktisk, at deltage ved DM i thaiboxing ½ år efter. Det fandt jeg dog meget hurtigt ud af, at jeg måtte skyde en hvid pil efter. For med et tab på 2 liter blod, så ville det være fuldstændig hul i hovedet at prøve – og så var der også lige alle de andre gener. Dét kunne jeg dog trods alt godt selv se. Men en ting var sikkert, og det var at jeg skulle i gang med at kæmpe igen – for godt nok var jeg blevet mor, hvilket var og ér fuldstændig vidunderligt, men jeg havde brug for også at beholde min anden identitet som kæmper.

 

Efter mødet med Elin blev jeg gjort opmærksom på, at jeg helt klart skulle finde en måde at kombinere genoptræning af min kerne med min thaiboxing, hvis jeg ikke skulle ende med en forværring af mine efterfødselsgener – ikke mindst rectus diastasen. Udfordringen lå for mig ikke i motivationen til at lave denne kombination, for den var der, men hvordan det skulle gøres i praksis var en anden sag. 

 

En hverdag med knib
Mit udgangspunkt var, at jeg først og fremmest skulle indføre tilgangen i min hverdag. Jeg var ret god til at følge onlineforløbet, selvom det glippede nogle gange. Jeg havde fået en god vane med at lave øvelserne når vores søn Ramon var blevet puttet, eller min kæreste var i gang med at putte ham. Men nogle gange var jeg simpelthen så udmattet, at bare tanken om at tage måtten frem og ligge mig på gulvet var hårdt. Selvom jeg altid havde (og har) det godt efter øvelserne, så prøvede jeg at give mig selv lov til at slappe af når jeg ikke fik dem lavet – man kan jo altid finde en grund til at banke sig selv oven i hovedet (eller det kan jeg i hvert fald), så det prøvede jeg at undgå. 

 

Der var dog én vigtig pointe Elin havde, som jeg havde skrevet mig bag øret. Nemlig, at det er hvad du gør i hverdagen der gør den store forskel (Vi kalder det Lifhacks i SOLHEIM, red). Så hver gang jeg skulle løfte Ramon, begyndte jeg at tænke over hvordan jeg udførte selve bevægelsen og ikke mindst at jeg brugte strategien – altså først starte vejrtrækning og bækkenbund, og først derefter igangsætte bevægelsen, fx selve løftet. I og med at det var helt nyt for mig, så blev det også lidt akavet i starten. Jeg var nød til hele tiden skulle tænke over det, for ellers gjorde jeg det bare på min gamle vante måde. Men efter et lille stykke tid blev det faktisk mere normalen end undtagelsen, at jeg brugte min strategi når jeg udførte diverse forholdsvis tunge løft. 

 

Hvad du gør i hverdagen gør den store forskel

 

Samtidig var jeg begyndt at træne lidt mere thaiboxing – løb gik fint, og jeg havde ingen tyngdefornemmelse eller ufrivillig vandladning – men selve boxetræningen havde jo ikke ændret sig. Så der blev stadigvæk sjippet, og især hele styrketræningsdelen til slut i træningen var en udfordring, da jeg kunne være sikker på at der indgik forskellige maveøvelser, planke, armstræk osv. som jo kræver super meget af kernen pga. det store bugtryk.

 

En outsider i træningssalen
I starten syntes jeg virkelig det var svært at skulle lave øvelserne anderledes, og ikke bare følge med. Mine to største udfordringer var hhv. at jeg reelt ikke var med til øvelserne, og derfor heller ikke oplevede samme udmattelsesgrad som førhen – samt det at jeg var nødt til at sige til træneren, at jeg lavede alternative øvelser. Jeg har altid elsket at træne hårdt, og gerne så hårdt at jeg får jernsmag i munden. Men jeg ved også, at jeg på den måde går på kompromis med kvaliteten, og i min situation var det bare en nødvendighed stadigvæk at have kvaliteten med hvis jeg gerne ville hele mit bindevæv i midtlinjen – i hvert fald i styrke øvelserne med stort bugtryk.

Til jeres info er kutymen generelt, at alle gør hvad træneren siger, og følger med, om ikke andet så godt som man overhovedet kan. Min situation var nu, at jeg ikke bare kunne lave øvelserne langsommere og i mit eget tempo, nogle af dem var jeg simpelthen nød til at ændre eller skifte helt ud. Og når det jeg kom fra før graviditeten, var at jeg ofte fulgte lige så godt med som drengene, så var det næsten mere end noget andet en mental udfordring ikke at måtte gøre det – når jeg i teorien godt kunne. 

 

Hvad det betød i praksis
Rent praktisk ift. øvelserne, så prøvede jeg at lave noget der lignede det de andre lavede. Når de andre lavede planken, lavede jeg fx en version hvor jeg stod knæ-firestående og aktivt løftede knæene fra gulvet. Når de andre lavede armstræk, lavede jeg i starten bare en helt anden øvelse, men efterhånden som jeg blev stærkere lavede jeg armstræk med knæene i gulvet – dog helt langsomt i mit eget tempo. Almindelige mavebøjninger undgik jeg fuldstændig, og lavede fx heel-taps først med og derefter uden støtte fra hænderne. Nogle gange vendte jeg mig om, og lavede ryghævninger i stedet, som jeg kunne lave i et fint tempo. Alle øvelser var selvfølgelig med strategien der integrerede åndedræt og bækkenbund, som jeg lærte det i Elins online forløb.

 

 

Min frygt for ikke at være god nok blev dog gjort lidt til skamme, da jeg havde rigtig fin opbakning. Der var aldrig på noget tidspunkt, at trænerne kiggede mærkeligt på mig når jeg sagde at jeg lavede alternative øvelser. Ej heller følte jeg, at mine træningskammerater syntes jeg brugte, det at jeg havde været gravid som en undskyldning. Det i sig selv betød faktisk, at jeg havde en følelse af stadigvæk at være inkluderet, på trods af at jeg ikke lavede det samme som de andre i styrkedelen af træningen. I og med at jeg fra start havde gjort det klart, at var nød til at tage hensyn til min mave som følge af graviditeten, blev det faktisk bare normalen at jeg lavede mine egne øvelser. At de andre så nogle gange med et glimt i øjet hentydede til, at jeg vist lige trak den lidt langt ift. min formåen, var egentlig bare sjovt og et lille billigt grin på min bekostning – hvilket jeg sagtens kunne (og stadigvæk kan) tage. Ud over det sociale aspekt, så fandt jeg faktisk også ud af, at jeg blev udfordret fysisk på trods af at jeg lavede tilpassede øvelser. Udmattelsen lå ikke absolut i de store muskelgrupper, som når jeg førhen lavede fx 20 armstræk, 100 mavebøjninger og 2 min. Planke. Den kom istedet mere indefra, og til min overraskelse fik jeg stadigvæk sved på panden (!).

 

Gode vaner i en travl hverdag med intensiv træning
Da stævnet begyndte at nærme sig, var jeg nød til at begynde at intensivere min træning. Samtidig havde jeg også alle hverdagens gøremål, og oven i det også lige en søn som jeg gerne ville være sammen med. Sidstnævnte var jo helt nyt for mig, da jeg op til kamp normalt kunne fokusere primært på mig selv. Min prioritet har hele tiden, uden nogen tvivl, været Ramon, så alt skulle passes ind efter ham – hvilket egentlig gik ret fint. Der hvor det blev lidt svært for mig, var når jeg skulle finde tid til at lave mine øvelser. Når jeg var til thaiboxing skulle jeg jo bare tænke på mig selv, men lige så snart jeg var hjemme skulle jeg være på. Det var selvfølgelig både ift. Ramon, men min kæreste Mikkel skulle jo trods alt også have lidt opmærksomhed – og så var der også lige de huslige gøremål, hvor jeg nok havde undervurderet mængden vasketøj…

 

Perfekt er ikke løsningen
Selv om jeg ikke kunne lave alle bevægelser perfekt altid, betød det, at jeg igennem længere tid både havde trænet hensigtsmæssigt til thaiboxing, og samtidig inkluderet min bækkenbund når jeg fx lavede løft i hverdagen, at jeg så en stor forskel i det store billede. Så derfor havde det heller ikke den store betydning, at jeg ikke altid fik lavet programmet om aftenen (hvis vasketøjet lige havde hobet sig op) og måske nogle gange glemte strategien engang imellem. Min mave blev forsat stærkere, og min rectus diastase var kun synlig når jeg lænede mig bagover. Desuden oplevede jeg også meget mere sjældent at have urinlækage under træning, og når det engang imellem skete var det ofte i slutningen af træningen, hvis vi fx skulle lave mange spark eller sjippe.

 

Kampdag
Så kom dagen, som jeg havde ventet på med spænding, endelig. Dagen hvor jeg skulle have mit comeback som fighter. Jeg havde helt klart gjort hvad jeg kunne, og ja, man kan altid gøre det bedre – sådan er min sportslige mentalitet i hvert fald – men jeg var helt klar tilfreds med det stykke arbejde jeg havde lagt i. For ud over al den thai træning jeg havde præsteret at få passet ind, samtidig med at vi jo også skulle have en hverdag derhjemme, så følte jeg mig stærkere end nogensinde. Både fysisk og mentalt. Fysisk fordi jeg havde formået at gøre det der skulle til rent sportsligt, men ikke mindst fordi jeg havde lyttet til min krop hele vejen, og undgået bare at drøne derud af mod målet, uden tanke på hvordan min krop i så fald ville have det bagefter. Og mentalt fordi jeg følte et overskud samt en selvtillid jeg ikke før havde følt op til en kamp. 

 

JA, jeg var nervøs, men det gjorde altså noget ved mig pludselig at være blevet mor. Jeg følte en indre styrke, som både kom af at være gået så grueligt meget igennem med graviditet, fødsel og ikke mindst hele efterfødselsforløbet – hvorfor skulle jeg så ikke også kunne klare en kamp? Men den kom også fordi jeg sagde til mig selv (faktisk sagde jeg det højt), at ud over jeg gjorde det her for mig selv, så var det også for Ramon – forstået på den måde, at med al den tid jeg havde brugt væk fra ham, så ville det være meningsløst hvis ikke jeg nød oplevelsen af at stå i ringen igen.  

 

Og det gik også godt! Jeg vandt min første kamp på TKO i første runde, hvilket vil sige at min modstander gav op, hvorefter jeg var i finalen. Finalekampen gik alle 3 runder (3 x 3 min.), men jeg vandt sikkert og kunne derefter kalde mig guldvinder til Nordic Open.

 

 

Ved vejs ende – og så alligevel ikke
Jeg havde nået mit mål, og hvad så nu? For hverdagen forsatte jo bagefter, og jeg ønskede stadigvæk at kæmpe. Jeg blev  tilbudt en professionel kamp i Estland i februar i år, så selvom jeg lige havde en pause til at komme mig, kørte toget jo videre. Så for mig handlede det om at sige til mig selv, at selvom jeg fremtidigt når de mål jeg sætter for mig selv, så skal jeg ikke glemme vigtigheden i den mere subtile træning – altså kernen og bækkenbunden. For som alle andre muskler i kroppen, bliver den del også svag hvis ikke den trænes. 

 

Overordnet må jeg sige, at jeg faktisk ikke ved om jeg var kommet lige så stærkt tilbage til thaiboxing som jeg er, hvis ikke det havde været for Elins online forløb samt råd og vejledning.

 

Jeg var helt sikkert kommet tilbage, og højst sandsynligt også i gang med at kæmpe, men jeg tænker også at jeg på et tidspunkt var blevet nød til at stoppe op. Det kunne fx enten være fordi min rectus diastase pludselig var blevet markant større, fordi bækkenbunden simpelthen ikke ville være stærk nok til at lukke af for vandet eller noget helt tredje. Under alle omstændigheder kan jeg med sikkerhed sige, at jeg idag stort set er fri for gener. Jeg har fået en bækkenbund der responderer mere eller mindre automatisk ved fx nys, host og hop – kun hvis jeg presser den alt for langt, ved at lade blæren blive overfyldt eller lave øvelser med stort impact efter en lang og hård træning, kan det ske at den lækker en smule. Derud over oplever jeg aldrig mere at jeg får toblerone, nærmest ikke engang hvis jeg prøver at fremprovokere den ved at læne mig tilbage uden strategi kan jeg fremtvinge den. Min mave og kerne føles stærk, og jeg kan uden problemer tage slag og spark til maven – hvilket jeg ikke altid kunne før.

 

 Der er dog nogle ting jeg stadigvæk skal arbejde videre på, i den evige proces med at holde kernen og bækkenbunden stærk. Lige så snart jeg begynder at strække mine ben, så der kommer en længere vægtstangsarm på, bliver jeg udfordret. Jeg bliver noget mere ustabil i bækkenet, og så begynder jeg at brace (altså hverve mine store muskelgrupper) for at mestre opgaven. Det pudsige er dog, at jeg faktisk har formået at udføre øvelser med forholdsvis stor vægtstangsarm uden ustabilt bækken og bracing – hos mig ligger det meget i det mentale, og jeg skal derfor virkelig gøre noget ud af at fortælle mig selv, at jeg erstabil og stærk. Her til slut skal det jo lige siges, at der kun er gået 1 ½ år siden jeg var gravid. Så jeg har stadigvæk god tid at gå på ift. ophelingen af bindevævet, som godt kan tage mindst 2 år. 

 

Personligt har jeg en bullet journal, hvor jeg har lavet en ugeoversigt, herunder et punkt der hedder ”Træning” – her har thaitræning en blå farve og ”Solheim” træning har en lyserød farve – når jeg så har lavet hhv. den ene eller anden træning sætter jeg et farvet kryds. Det fungerer for mig, og giver mig samtidig et overblik, hvilket jeg har brug for. Derud over er det en påmindelse om at min kerne- og bækkenbundstræning er mindst lige så vigtig som al anden. 

 

 

Har du spørgsmål til Elin om træningen eller andet, kan du skrive til hende her

 

 

Det vil jeg også prøve – tag mig direkte til SOLHEIMs online forløb

Professionel Thai Boxer Mia Gad Olsen i kamp, februar 2019

Graviditet, (efter)fødsel og elitesport

I dette blogindlæg er det gæste blogger Mia Gad Olsen der fortæller om hvordan det var for hende at træne sig op efter hun fik sin dreng, og hvad slags efterfødselstræning der gjorde den store forskel. Mia er både fysioterapeut og professionel Thai Boxer. Læs med nedenunder:

Både graviditet og fødsel er noget der kræver utrolig meget af kroppen, og man må derfor sige at det i sig selv er en præstation at gennemgå. Når man så samtidig gerne vil præstere sportsligt på et højt fysisk niveau, kræver det at man tænker over hvordan kroppen bruges – hvilket jeg nok fandt ud af på den hårde måde.

Graviditet og træning

Mit forløb som gravid var faktisk rigtig godt alt taget i betragtning. Jeg havde minimale gener, og havde derfor heller ikke de store udfordringer under træning, hvorfor jeg bare trænede derud af på normal vis.

I og med at jeg træner kampsport, tog jeg selvfølgelig mine forholdsregler ift. at undgå alt hvad der potentielt kunne skade mig og min mave, og så lyttede jeg til min krop. Men da det ikke var noget problem for mig at lave armbøjninger og planke samt sidebøjninger, gjorde jeg også det. I bagklogskabens klare lys var det nok en lidt for overmodig beslutning.

En lille toblerone og sjat-tisseri

I starten af 2. trimester opdager jeg ved et tilfælde, at jeg har fået en rectus diastase, hvilket faktisk overraskede mig. Både fordi kun 27% oplever det i 2. trimester, imens 100% får det efter 35. uge. Men også fordi jeg troede, at des mere veltrænet man var, des mindre risiko var der for at få en tidlig diastase. Det skulle dog vise sig, at måden jeg trænede på var en afgørende faktor, og ikke blot om jeg trænede eller ej.

For hvad vil det egentlig sige at være veltrænet, især når man ser på konteksten, fx om man er kvinde, mor og/eller gravid?

Yderligere begyndte jeg at have svært ved at holde på vandet når jeg nøs, og det samme gjorde sig gældende i træningssalen når jeg sjippede. Min første tanke var, at bækkenbunden skulle trænes, og at jeg derfor skulle i gang med at lave de bækkenbundsøvelser, som jeg indtil nu ikke havde prioriteret særlig højt.

Problemet var bare, at de ikke gjorde den helt store forskel. Altså jo, jeg kunne da mærke at jeg blev bedre til at mærke knibet, både når jeg aktiverede det og slap det igen. Jeg blev da også bedre til at holde på vandet når jeg nøs, men jeg skulle stadigvæk sørge for at blæren ikke var alt for fyldt – og hvis jeg skulle være helt sikker, skulle jeg også lige sørge for at krydse benene inden. Sjipning måtte jeg holde mig helt fra, og løb – som jeg ligeledes havde holdt mig i gang med – måtte jeg også være varsom med. Alle aktiviteter med et impact, i form af hop og bounce, var faktisk for voldsomme for min bækkenbund.

Når jeg tænker tilbage på de bækkenbundsøvelser jeg lavede, så var de også alle stillesiddende. Jeg sad med en app som fortalte mig hvornår jeg skulle knibe og hvor lang tid, og det var det. Så ja, bækkenbunden blev trænet i siddende og stående stilling… men ikke under aktiviteter, som jo var der jeg havde problemer.

6 måneder efter fødslen:  Blød mave, svag bækkenbund og prutter

Fødslen var lang og hård, og jeg mistede 2 liter blod. Så det mål jeg havde om, at komme tilbage og træne så hurtigt som muligt, blev pludselig meget fjernt. Efter ca. ½ år, hvor jeg forsat lavede mine simple bækkenbundsøvelser, og meget stille og roligt var kommet i gang med at træne thaiboxing, samt lidt crossfit igen, men ikke mærkede den store fremgang, tænkte jeg at jeg måske skulle gøre noget mere.

Min rectus diastase blev da lidt mindre umiddelbart efter fødslen, men den var stadigvæk tydelig når jeg lænede mig det mindste tilbage, og min mave føltes samtidig meget blød i midten. Ud over det var bækkenbunden heller ikke optimal, jeg kunne stadigvæk ikke sjippe til træning, og prutter var også svære at holde tilbage – hvilket var lidt af en pine i nogle situationer.

Det er her omkring jeg mødte Elin første gang. Jeg havde søgt vidt og bredt om rectus diastase og svag bækkenbund, og hver gang dukkede hendes navn op – så et eller andet måtte hun jo have styr på omkring alt det med graviditet og efterfødsel. Det viste sig at være rigtigt!

 

Et skælsættende møde

Elin bekræftede det som jeg selv havde opdaget, at jeg havde en rectus diastase. Det var dog ikke det eneste hun kunne fortælle mig. Jeg havde jo fortalt om mit mål om at komme tilbage på samme niveau som før, og kæmpe thaiboxing, samt at jeg nogle gange trænede crossfit og yoga.

Beskeden var rimelig klar; Hvis du vil have din krop med, og træne den optimalt, så skal du træde et stort skridt tilbage og starte småt (men godt).

Det gav 100% mening, men det var også svært at acceptere. For det første fordi jeg rent faktisk havde trænet på en måde der ikke var optimal for min krop, og måske havde været med til at bibeholde, og muligvis forværre, rectus diastasen.

Det var fortvivlende at tænke på, for både under og efter graviditeten havde alle rost mig, fordi jeg trænede på samme niveau som alle andre, og skulle jeg nu til at være hende der ikke kunne deltage i bestemte øvelser og have speciel behandling?

Det var ikke det selvbillede jeg havde.

For det andet fordi jeg var (og er) vant til, at ”Det skal være hårdt, før det er godt”. At være forpustet og få sved på panden gav mig (og giver mig stadigvæk) en følelse af at have ydet optimalt, og gjort noget godt for mig selv. Der er det bare noget andet at træne tværgående mavemuskel, åndedræt og bækkenbunden i samspil som et helt system, som er langt mere subtilt – hvilket var nyt for mig.

Yderligere havde jeg jo kun trænet min bækkenbund i siddende, nogle gange stående, og med Elins vejledning handlede det i langt højere grad om at træne den funktionelt – altså i bevægelse sammen med vejrtrækningen, og ikke mindst som forberedelse til dagligdagsaktiviteter.

Kvalitet frem for kvantitet

Til at starte med var det svært for mig at lave øvelserne i online forløbet, selvom jeg gjorde det hver dag. Først og fremmest fordi jeg selv skulle være igangsætteren, og derfor også selv skulle styre hvor og hvornår jeg gik i gang. Men også fordi jeg ikke bare var god til øvelserne fra start, som jeg ofte er vant til med min træning, men skulle lære dem at kende.

Stille og roligt blev det dog lettere, da jeg fik en rytme med at gøre det hver aften efter min søn var blevet lagt, og ligeledes kunne mærke at jeg blev bedre. Og selvom jeg ikke fik decideret sved på panden, kunne jeg mærke en tydelig forskel fra før jeg begyndte forløbet. Det med at fokusere på kvaliteten i øvelserne, frem for hvor mange gentagelser jeg kunne lave indenfor en bestemt tidsramme, gav også en anden dimension til den nye måde at træne på.

Det gav mig en mental ro, og tid til at være i mig selv – en form for mig-tid.

Og så blev det lige pludselig en succes når jeg rent faktisk kunne mærke, at jeg kunne holde bækkenbunden igennem en hel øvelse, og efterfølgende mærke at jeg slap den igen.

Maven, samt kernen, blev også tydeligt stærkere og mere vant til at klare bevægelser udenfor min midtlinje, fx kunne jeg pludselig læne mig tilbage uden at der dukkede en toblerone op – jeg kunne både se og føle at maven, og linea alba (altså midtlinjen) blev mere spændstig. Oplevelsen af igen at kunne lave øvelser hvor der kom en vægtstangsarm på, fx benløft i liggende, uden at midtlinjen bulede hverken ud eller ind, var meget forløsende.

En hverdag med nye vaner

Selvom rigtig mange ting blev bedre, var der stadigvæk én ting der var svær at ændre; mine vaner!

Hverdagen består jo hele tiden af bevægelser hvor man rækker ud over ens midtlinje – hvorfor det jo også var vigtigt for mig at få ændret på mit normale og til tider uhensigtsmæssige bevægemønster, og ikke mindst få automatiseret min bækkenbund. Sidstnævnte vidste jeg godt handlede om gentagelser… og mange af dem.

Så hvordan skulle jeg få det ind i en hverdag med utallige (baby)løft, og ikke mindst hård træning hvor der ikke blev taget hensyn til rectus diastase og forholdsvis svag bækkenbund?

Lidt længere ude i fremtiden, dog ikke så fjernt – på dette tidspunkt ca. 6 måneder fremme – lå der en stor thaiboxing turnering, som jeg havde sagt ja til at stille op til, og selvfølgelig havde et mål om at vinde. Jeg kan sige, at jeg nåede mit mål, men hvordan jeg gjorde det vil jeg fortælle mere om i mit næste indlæg. Her vil jeg komme ind på hvordan jeg fik ændret mine vaner (som bestemt var lettere sagt end gjort), men også hvordan jeg arbejder med min krop nu – for én ting er at få sin krop mere eller mindre tilbage til normalen igen, en anden ting er at sørge for at beholde det udgangspunkt når ens dage fyldes ud med daglige gøremål, leg og nærvær med sit barn, hygge med sin kæreste, træning og man så også lige skal finde tid til familie og venner.

Hilsen Mia

Ja tak – jeg vil også med på dette forløb!

Den lille forskel der bestemmer om du træner din kerne – eller noget helt andet

Kære kvinder – her kommer lidt guf til jeres kerne

Jeg svarer mange spørgsmål fra de kvinder der følger SOLHEIMs online forløb, og modtager også mange beskrivelser af deres oplevelser af effekten.

Jeg vil dele denne med jer:

Jeg vil gerne dele en opmuntring:

I denne uge har jeg været forbi lægen, fordi min diastase (delte mavemuskler) 6 mdr. efter fødslen stadig er 5-6 fingre bred. Jeg har fulgt Elins program meget struktureret, og var lidt frustreret over, diastasen slet ikke samler sig.

Lægen mærkede på min mave og sagde:

“Jeg tror aldrig, jeg har mærket så stærke og spændstige mavemuskler på en, der har født for et halvt år siden.”

Jeg spurgte, om det kun var i siden, altså der hvor diastasen ikke er, men hun sagde, det er over det hele, også i midtlinjen. Inden hun mærkede på mig, snakkede hun om operation (som jeg ikke er interesseret i), og efter sagde hun:

“Glem alt om operation og fortsæt med dine øvelser, for det virker”.

Jeg blev så glad, for selvom diastasen stadig er lige bred, gør øvelserne altså rigtig meget gavn! (Udover velvære i hele kroppen 🙂 )

Denne opmuntring vil jeg gerne dele med jer!

Noget af det der kan udgøre den store forskel for, om din træning har effekt på en Rectus Diastase, eller i at give dig en stærk, velfungerende mave og kerne i øvrigt, er især om du træner det du tror, når du udfører dine øvelser. Altså, om øvelsen udføres, så den også har den ønskede effekt.

Jeg får i den sammenhæng ofte spørgsmål til om det virkeligt kan passe, at man skal have neutralt bækken :

Ved siden af min online træning hos dig, går jeg til lidt forskelligt fx yoga og barre og dans. Ofte, når vi laver maveøvelser og skal løfte benene fra gulvet, liggende på ryggen, beder instruktøren os om at presse lænden i gulvet. Du anbefaler jo på modul 1, både ved knæpres og heelslide, at beholde et neutralt bækken og ikke presse lænden i gulvet. Skal man aldrig presse lænden i gulvet og altid beholde et neutralt bækken i sådanne øvelser, uanset intensiteten (hvor højt/lavt man løfter og sænker benene)?

Svaret er “ja” – uagtet intensitet – men, det er ikke sikker du er klar til høj intensitet, endnu. Se mit fulde svar i videoen her

Er du interesseret i at få det fulde udbytte af SOLHEIMs online forløb  + du har lyst til at træne hjemme med fuld opbakning og online støtte undervejs, så klik her

Følg SOLHEIM på instragram her

www.elinsolheim.dk

gå

Drop løbeturene som nybagt mor – her er dine bedre alternativer!

Sundhedsstyrelsen anbefaler at alle kvinder om muligt bør amme deres børn i mindst 6 måneder, og at alle mennesker bør være moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen.


Er du til at løbe eller til at gå? Moderat fysisk aktivitet er er fysisk aktivitet, hvor du bliver lettere forpustet, og hvor du kan tale med andre imens. I forhold til at gå er der studier der taler for en kadence på 100 skridt/minut for at får moderat intensitet. Deles de 30 minutter op, skal de have en varighed af mindst 10 minutter. Almindelige kortvarige dagligdagsaktiviteter (hverdagsbevægelser) er de aktiviteter, du hyppigt udfører i dagligdagen af kort varighed (under 10 minutter, uanset intensitet)

Ifølge Klarlund går amning og løb derfor fint hånd i hånd. Og jeg tænker at kvinden glad løber videre. 
Men jeg tænker også, at der er så mange andre – og mere hensigtsmæssige aktiviteter – man kan lave når man fødte et barn for 4 måneder siden. Selv om modermælken godt kan tåle løbet.

Jeg ved godt, at løb er vores nye folkesport, og at nærmest intet er så nemt som at tage løbeskoene med i sommerhuset eller kæresteturen, eller at få tid til en løbetur efter børnene er puttet.

Men moderat fysisk aktivitet er for de fleste nybagte mødre ikke at løbe, fordi deres generelle form slet ikke er der endnu. Og hvis den er det, rent konditionsmæssigt – er der stadigvæk en hel del fordele i følgende

  • At vente med det store impact som løb giver fordi organer og støttesystemet i bækkenet skal bruge længere tid efter en graviditet, samt fokuseret træning af kernens stabiliserende funktion, for at tåle og fordele stød-belastningen optimalt via bækkenet (kroppens bindevæv, blandt andet de ledbånd der holder livmoder og blære på plads, samt fascierne der omslutter muskler og har betydning for deres arbejdsevne kan bruge op til 2 år på at hele)
  • At have en stærk bækkenbund der igen arbejder mens resten af kroppen belastes, og ikke kun når der laves knibeøvelser. De fleste kvinder har ikke trænet bækkenbunden tilstrækkeligt op på de 3 måneder som det optimalt set kan tage efter en fødsel, og selv om de umiddelbart vurderer bækkenbundens styrke at være god nok ved at kunne løbe uden lækage, kan det give disse og andre gener på længere sigt når man løber med en bækkenbund der mangler optimal støtte og styrke (Op til 62 % af kvindelige langdistance løbere på motionsniveau løber med urinlækage).
  • At prioritere. Den sparsomme tid som man har til at træne når man lige er blevet mor bliver ofte brugt på løb, på bekostning af den mere funktionelle og muskelopbyggende træning som bør optimalt set bør være et fundament, og herefter et supplement, men som ofte nedprioriteres når man allerede har sat et flueben ved fysisk aktivitet og har løbet en tur (Den kan jeg skrive under på…)
  • At gå mere. Når man går, kan man arbejde funktionelt med baller der arbejder effektivt og en bækkenbund og kerne der stimuleres positivt uden at overbelastes – og man får tid ude, en pause til at lade tankerne strømme frit som ved løb. Man skal være i forholdsvis god form for at løbe med et bevægemønster hvor ballerne bruges i et godt stræk af hofterne, og hvor overkroppen bæres stærkt og vitalt. De fleste lunter afsted – med høj puls, ja, men med et bevægemønster som en post-graviditetskrop godt kan klare sig uden ( se video fra min morgentur på instagram TV)
  • At finde træningsforme som fremmer bevægemønstre der genopbygger gode belastningsforhold for kvindekroppen, og ikke kun vælge det, der giver høj puls, samt går godt i spænd med søvnløshed og en krop der ofte er i underskud, og med mange løft og ensidige belastninger i hverdagen.

Jeg er godt klar over fordelen ved løb, og har et langt kærlighedsforhold til de mange løbeture kun med mig selv i naturen.

Min pointe er blot, at det er en god idé at kigge efter mere opbyggende træningsforme med moderat fysisk aktivitet efter en fødsel, så løb fortsat kan være en del af ens liv – hele livet

Du kan finde en måde her på www.elinsolheim.dk, hvor vi følger dig frem til løbeskoene kan snøres igen