Delte mavemuskler (rectus diastase) – og det, jeg ofte bliver spurgt om

Forleden svarede jeg en mail fra en kvinde med delte mavemuskler (rectus diastase)

Hun har en rectus diastase, som lige nu er ca. 4 fingre bred dér, hvor bindevævet føles medium fast. Hun er desuden opereret for en nedsynkning (vaginal prolaps)

Vaginal prolaps/nedsynkning:
Hos en del af dem, der har delte mavemuskler (rectus diastase), ses der denne type symptomer. De symptomer kan være et tegn på, at støtteapparatet for bækkenet er påvirket. Bækkenet befinder sig nederst i kernen og er dermed ”sidste station” for de nedadgående kræfter, der er på spil. Ofte ses dette ved, at der opstår ufrivillig vandladning, men ikke altid. Ofte er der også nedsynkning af et eller flere af bækkenets organer som fx blære, tarm eller livmoder, som truer med at bevæge sig udad skedens åbning.

Kvinden kontakter mig, fordi hun har nået et punkt i processen, hvor hun har prøvet at træne specifikt og tage hensyn til de delte mavemuskler (rectus diastase). Men hun savner virkelig en mere helkrops-orienteret træning.

Hun har dog andre steder fået at vide, at hun må vente med helkropstræning til efter heling af diastasen, så hun undgår at bindevævet belastes, men derimod får ro til at hele.

Hun skriver om sin rectus diastase:

”Desuden er jeg blevet frarådet ALLE former for bevægelse, hvor jeg ligger på alle 4, som den, jeg nu skal lave i modul 1. (Katten, red).

Det er også helt nyt for mig at skulle strække baglårene. Jeg har lært, at brystben og bækken skal holdes lodret over hinanden, så vidt det overhovedet er muligt. Altså ikke noget med at læne sig frem med strakte baglår.
Nåh, men nu er jeg så bare godt og grundigt forvirret.”

Det kan jeg godt forstå, og det ville jeg også være.

”Instinktivt tror jeg mere på jeres tilgang, der involverer hele kroppen og fordrer at kroppen “kan bære sig selv”. Men min deling af mavemusklerne (rectus diastase) har været relativt stor (4-5 fingres bredde) og har muligvis været medvirkende årsag til mine underlivsproblemer. Så jeg er påpasselig med, hvad jeg gør, og ja, nærmest overforsigtig.””Instinktivt tror jeg mere på jeres tilgang, der involverer hele kroppen og fordrer at kroppen “kan bære sig selv”. Men min deling af mavemusklerne (rectus diastase) har været relativt stor (4-5 fingres bredde) og har muligvis været medvirkende årsag til mine underlivsproblemer. Så jeg er påpasselig med, hvad jeg gør, og ja, nærmest overforsigtig.”

Mit svar til hende

Det er nogle virkeligt gode spørgsmål og overvejelser, du deler. Tak for det.

Min første umiddelbare respons til det, du skriver, er: Ja, der er restriktioner, som skal sørge for, at du ikke laver bevægelser, der presser mavens indhold udad mod det svage bindevæv og overskrider stabiliteten. Og der er strategier, som tager højde for disse restriktioner. De lærer dig at aktivere kernen, hvor du dermed har den størst mulige stabilitet og tension i bindevævet, hver gang dit bugtryk øges. Sagt på en anden måde så styrker du dit bindevæv, hver gang det belastes godt.

Det er ikke bevægelse, der er dit problem

Det er de strategier, som du bruger, når du bevæger dig, der skal ændres. Du løser ikke problemet ved at fjerne bevægelserne, for du har brug for bevægelse.

Du bevæger dig i alle døgnets vågne timer

Du kan ikke bevæge dig i alle de opgaver, du har, og samtidigt overholde de principper for kropsholdning (alignment-principper), som du beskriver for mig. Det er umuligt, og det er heller ikke hensigtsmæssigt ift. at stimulere bindevævet til den kontekst, som det engang skal fungere i.

Når du belaster dine delte mavemuskler (rectus diastase) godt, kan den hele bedre

Der er dog vigtige aspekter omkring, hvordan du positionerer din krop og bevæger dig, som sandsynligvis både har medvirket til, at du har udviklet den unaturlige afstand mellem mavemusklerne (rectus diastase). Disse kan også vedligeholde den. Når du arbejder med den, kan det hjælpe til, at du heler bedre. Det er altså dine gamle vaner, der ikke er hensigtsmæssige, og de skal ændres, selvom de får dig fra a til b, som det er nu.
Hvis du skal komme dertil, hvor du har et bindevæv, der responderer sammen med resten af kernen i alle dine bevægelser, bliver du nødt til at træne bevægelser. Du bliver nødt til at tage fat på de belastninger, som du ikke må lave nu, fordi dit bindevæv ikke kan holde til det. Du skal begynde at lave tilpassede, graduerede versioner af de samme belastninger i bevægelse. Din krop kan kun lære at respondere hensigtsmæssigt i disse belastninger ved at træne netop disse belastninger. Du skal lære dem gradvist og med hele kroppen i spil, for du bruger hele din krop, når du løfter dit barn, når du skubber til en kasse, når du skubber til en gynge osv. Du bliver nødt til at lave gradvist mere og mere udfordrende bevægelser, indtil din krop har lært at bevæge dig på denne måde, og dit bindevæv kan følge med.

Bindevævet responderer på belastning

Du er nødt til at belaste dit bindevæv. Dit bindevæv er ikke passivt. Det er er i høj grad aktivt responderende på, hvordan du bruger resten af din kerne, og hvilke stimuli det giver mekanisk helt ned på celleniveau til dit bindevæv. Hver gang det lykkes dit bindevæv at skabe spænding (tension), så giver det stabilitet via resten af kernen gennem en mere effektiv strategi. Det er det dette, som fortæller bindevævets vigtigste celle (fibroblasten), hvordan vævet skal organiseres for at have denne styrke. At lade bindevævet agere passivt ved fx at bruge et bælte, der fikserer din kerne, er ikke at bruge en strategi, der fortæller bindevæv og kerne, hvilket arbejde de skal lave, eller hvilken tension det kræver i vævet.

Brug af bælte ̶ for og imod

Jeg anbefaler kun brug af bælte, når graden af delte mavemuskler (rectus diastase) er så slem, at det er helt umuligt at bevæge sig, uden at tarme og mave presses udad/ fremad (protruderer) og yderligere deformerer bindevævet i mavens midtlinje (linea alba) konstant. Men jeg har kun set sådan et tilfælde én enkelt gang.

Det, jeg ser langt oftere, er, at det for de flest handler om at stå, gå, løfte og bevæge sig med en kerne, der er tændt på de rigtige steder, og med en kropspositionering, der understøtter det. Øvelserne er også vigtige, fordi de lærer dig disse strategier i en kontrolleret bevægelsesopgave, så du kan få dem under huden. Men dine hverdagsbevægelser er på sigt endnu mere vigtige at få styr på, da du laver mange, mange flere af dem hver dag, end du træner.

Det er et langsigtet arbejde, men det er et arbejde, hvor de påvirkning, du giver, bliver ved med at skubbe i den rigtige retning, og hvor effekten dermed kan blive ved med at komme.

4-5 Fingre er ikke så stor unaturlig afstand (diastase). Som min far ville have sagt: ”Det kunne have været meget værre.” Og det kunne det. Når du ovenikøbet har medium fast bindevæv, er det et godt skridt i den rigtige retning.

Men!

Det er utroligt vigtigt, at du trækker vejret, som det anbefales i mit forløb, når du laver øvelserne.
Du skal være helt sikker på, at du har kontakt til bækkenbunden. Og du skal både kunne styre at spænde op og slappe af i bækkenbunden. Det skal ske i samspil med åndedrættet. Det lærer du i forløbet, men hvis du ikke kan knibe, eller hvis du taber knibet for hurtigt, skal den funktion på plads, inden du kan forvente mere af dit bindevæv. Bækkenbund, åndedræt, dyb tværgående mavemuskel og bindevæv er det, der skal fungere sammen, for at der skabes nok tension i dit bindevæv til, at du er stabil i fx en 4-fodstående stilling, som den du laver i modul 1. Derfor betyder det allerede her utroligt meget, at du tager dig tid til denne ”simple” bevægelse.